Beskrivelse kommer senere.
Århus Brass Band
Stig Mærsk

Foran Århus Brass Band står Stig Mærsk, som i tæt samarbejde med Anne Mette Tilsted Hansen, har ført Århus Brass Band mod dette års DM. Efter 3 års studier på Det Jyske Musikkonservatorium hos Professor Kristian Steenstrup efterfulgt af en periode som freelancetrompetist hos orkestre som Livgardens Musikkorps, Slegsviske Musikkorps og Aarhus Symfoniorkester, flyttede Stig til England for at forfølge sin drøm om et liv som brass band dirigent. Stig skrev dansk brass band historie da han – som den første danske dirigent nogensinde – kvalificerede sig til National Finals of Great Britain, afholdt i Royal Albert Hall i London. Stig har deltaget ved DM både som instrumentalist, dirigent og dommer.
Århus Brass Band
Århus Brass Band (ÅBB) består af ca. 32 dygtige musikere – amatører såvel som professionelle, som alle spiller messinginstrumenter eller slagtøj og har spilleglæden til fælles. Med en gennemsnitsalder på omkring de tredive er bandet fyldt med ung energi og et drive fremad. Bandet har siden dets etablering i 1924 været en stor del af det århusianske kultur- og amatørmusikliv. Det har medlemmer fra hele Jylland, men er først og fremmest et århusiansk orkester. Det er altså vigtigt for bandet at være til stede i lokalområdet og vise, at vi også ønsker at bidrage til et levende og mangfoldigt kulturliv i Aarhus.
Målet er at være et levende og trendsættende brass band på eliteniveau – og det mål synes opfyldt. Efter DM for brass bands primo november 2021 kan Århus Brass Band fortsat kalde sig Jyllands bedste brass band og tilmed Danmarks 2. bedste brass band. Men det kommer man ikke sovende til. Det kræver meget af den enkelte musiker at spille i orkestret, og medlemmerne tilbringer rigtig mange dage sammen i løbet af året. Det sker, fordi Århus Brass Band ønsker at give sit publikum musikalske oplevelser af allerhøjeste kvalitet.
Da vi spiller til et væld af forskellige koncerter og arrangementer, spænder repertoiret vidt. Programmet til DM byder ofte på klassiske eller nyskrevne originalværker for brass band, mens man til en torvekoncert både kan høre toner af bl.a. Rasmus og Tommy Seebach, George Michael og Frank Sinatra. Til særlige anledninger kridter vi også marchskoene og deltager i optog som ved Aarhus Pride og ringridning i Sønderjylland.
