Århus Brass Band
Dirigent: Stig Mærsk

Stig Mærsk startede sin musikalske karriere i Tivoli Garden på kornet under Helge Nielsen. Derefter aftjente Stig sin værnepligt og tilbragte de næste år i henholdsvis Søværnets Tamburkorps og Livgardens Tamburkorps.
Stig studerede trompetpædagogik hos Kristian Steenstrup på Det Jyske Musikkonservatorie i Aarhus og i disse år dirigerede han brass bands som Svogerslev Blæserne, Aarhus Brass Band, Roskilde Hjemmeværnsorkester, Aarhus Hjemmeværnsorkester og Concord Brass Band.
Stig arbejdede som freelance trompetist indtil han i 2013 flyttede til England for at udvikle sin dirigentkarriere.
Stig har siden han flyttede til Wakefield i Yorkshire dirigeret bands som Hepworth Band, Pemberton Old Wigan DW Band, Yorkshire Imperial, Grimethorpe Colliery Band, City of Hull Band og et par fælleskoncerter med Brighouse and Rastrick Band, hvor Stig havde til ansvar at lede de to bands igennem fællesnumrene.
I 2015 skrev Stig dansk brass band historie da han blev den første danske dirigent til at kvalificere et band til The National Finals afholdt i Royal Albert Hall i London.
Stig har sidenhen kvalificeret sig til, og dirigeret på scenen ved National Finals to gange mere i 2018 og 2020 som desværre blev aflyst grundet COVID19.
Stig har igennem sin tid i England holdt tæt kontakt med Danmark både igennem sin samarbejde med Christianshavn Brass Band, Aarhus Brass band, Concord Brass Band og selvfølgelig igennem sit virke som musikdirigent ved Det Danske Ungdoms Brass Band

Århus Brass Band (ÅBB) består af ca. 32 dygtige musikere – amatører såvel som professionelle, som alle spiller messinginstrumenter eller slagtøj og har spilleglæden til fælles. Med en gennemsnitsalder på omkring de femogtyve er bandet fyldt med ung energi og et drive fremad. Bandet har siden dets etablering i 1924 været en stor del af det århusianske kultur- og amatørmusikliv. Det har medlemmer fra hele Jylland, men er først og fremmest et århusiansk orkester. Det er altså vigtigt for bandet at være til stede i lokalområdet og vise, at vi også ønsker at bidrage til et levende og mangfoldigt kulturliv i Aarhus.
Siden det aflyste DM i 2020 har bandet mødtes online og udendørs for at holde sig motiverede og øve. Bandet har derudover deltaget i Whit Friday online contest samt Aalborg Musikkonkurrence. ÅBB har I 2021 ansat en ny bandtrainer nemlig, Anne Mette Tilsted Hansen. Et samarbejde orkesteret er utroligt glade for. Inden sommerferien spillede ÅBB en koncert på Aarhus Street Food hvor stemningen var helt i top.
Samarbejdet mellem Anne Mette og Stig har været en utrolig stor fornøjelse for ÅBB og bandet har virkelig set frem til at deltage i dette års DM og er glade for det arbejde DAO gør, for at stable arrangementet i Aarhus Musikhus på benene.
