Flyverhjemmeværnets Musikkorps
Dirigent: Thomas Lørup Hylgaard

Thomas Lørup Hylgaard er uddannet trompetist med direktion og ensemble ledelse som speciale ved The Royal Northern College of Music, Manchester, England. Her studerede han trompet hos Murray Grieg og John MacMurray henholdvis solo trompet ved Opera North og solo trompet ved The Hallé Orkestret, samt direktion og ensemble ledelse ved Clarke Rundell. Efter endt uddannelse på RNCM blev Thomas ansat som messinglærer og ensemble leder på Salford Music and Performing Arts Service (MAPAS). Samtidig med arbejdet hos MAPAS arbejdede Thomas som freelance dirigent og trompetist. I denne tid dirigerede han forskellige brass bands fra Elite-division (Championship Section) til 3. Division
I 2015 flyttede han med familien tilbage til Danmark, hvor han fik job som souschef på Kulturskolen Kolding og snart efter blev dirigent for Flyverhjemmeværnets Musikkorps. 1. November 2021 er Thomas tiltrådt som leder for Den Kreative Skole i Fredericia.
Selvvalgt værk: Legacy af Tom Davoren
Legacy blev skrevet til De Regionale Mesterskaber i England i 2020 og er en hyldest til den walisiske politiker Aneurin Bevans eftermæle og 70 års jubilæet for det britiske sundhedsvæsen, NHS. Dette værk må siges at være meget aktuelt lige nu, hvor ikke kun det britiske sundhedsvæsen men også i Danmark og mange andre lande kæmper en brav kamp for at følge med behovet. Komponistens overordnede mål med værket er at præsentere brass bands med musik, der giver mulighed for at skabe musik med følelser som drivkraften. Teknikken er vigtig og nødvendig i fremførelsen af dette værk, men følelserne bør være det primære formål. Åbningen af værket repræsenterer et uopfyldt behov mens pulsen, rytmikken, farverne og dynamikken søger at skabe en forudanende atmosfære. Intervaller og fraselængden af melodien beskriver samtidig en følelse af underliggende sikkerhed. Midterdelen er kernen i værket som repræsenterer balancen mellem håb og modgang og er dedikeret til NHS. Sidste del er en hyldest til Bevans utrættelige kamp for social retfærdighed. Musikken er her skabt af brudstykker fra tidligere i værket.

Musikkorpset er et ud af 14 hjemmeværnsorkestre i Danmark, og er det eneste der er tilknyttet Flyverhjemmeværnet. Flyverhjemmeværnets Musikkorps er et brassband, bestående af ca. 30 M/K og blev oprettet i 1956. Primært gives der koncerter i det Syd og Sønderjyske område, men der er i tidens løb afholdt koncerter over hele Danmark, og også en del koncerter i udlandet. Vi deltager også i danske konkurrencer såsom Silkeblæs og Aalborg Musikkonkurrence og DM. Normalt giver Musikkorpset koncerter i forbindelse med arrangementer med et militært præg, såsom 5. juli i Fredericia, Flagdagen, Kastellets Fødselsdag, mindehøjtideligheder omkring 4. maj, Lysfesten i Haderslev, Airshow og mange flere, men også ved andre begivenheder af mere civil karakter. Traditionelt afholder Musikkorpset også en årlig forårs- eller efterårskoncert og julekoncerter i lokalområdet. Musikkorpset repertoiret spænder vidt fra dansk militærmusik, danske sange, salmer, klassisk, pop, filmmusik til typiske engelske brass band stykker. I de seneste år har orkestret arbejdet målrettet med den musikalske udvikling og synlighed på både lokalt og landsplan for at tiltrække nye medlemmer og være med til at holde liv i den lokale amatørmusik.