Pligtstykker 2024
Elite-division
Komponisten Joseph Horovitz var født i Wien, Østrig, som en del af en meget musikalsk jødisk familie. Hele familien arbejdede professionelt med musik, og Joseph Horovitz selv startede som 6-årig med at få undervisning på konservatoriet i Wien. I 1938, da Joseph Horovitz var 12 år gammel, emigrerede familien til England for at undslippe nazisterne. Her studerede han musik og moderne sprog og gik senere på Royal College of Music i London, hvor han studerede komposition hos Gordon Jacob.
Hans værker omfatter 16 balletter, bl.a. ”Alice i Eventyrland”, men han har også skrevet en lang række solokoncerter og værker for harmoniorkestre og brassbands. De fleste kender nok hans ”Concertino Classico” for 2 cornetter og brassband men også euphonium-koncerten med den smukke 2. sats er blevet spillet af mange danske brassbands.
”Theme and Cooperation” er skrevet på bestilling til championship-section til de engelske mesterskaber i 1994. Samme år markerede The co-operative movement deres 150 års jubilæum. Det startede som en lille bevægelse i en butik i Rochdale, og derfra voksede det til at være en verdensomspændende organisation med mere end 700 millioner medlemmer i over 100 lande. ”Theme and Co-operation” er inspireret af, at selv en beskeden begyndelse kan udvikle sig målbevidst og kulminere i en storslået virksomhed.
Stykket er en Passacaglia, som oversat til dansk betyder ”gå forbi” (pasar) og ”gade” (calle). Passacaglia er et begreb, som er meget brugt i fransk balletter, hvor det ofte er meget lange, udtryksfulde og virtuose solodanse.
I musikken er passacaglia navnet på en variationsform.
Horovitz åbner stykket med et tema på 5 toner, og det gentager han i mange afskygninger igennem hele stykket. I forskellige tempi og ofte i flere tonearter på samme tid. På en abstrakt måde bliver alle disse små elementer til et samarbejde imod et fælles mål.
”Theme and Co-operation” varer ca. 11 minutter.
(Studio Music Publishing)
1. Division
Værket er i 4 sammenhængende satser og er oprindeligt bestilt af Magnus Brandseth til det norske Smørås skolemusikkorps. Det er en hyldest til den store fysiker, nu afdøde Stephen Hawking.
Satserne har titlerne: The Big Band, Black Holes, The Multiverse og A Theory of Everything. De har til hensigt at beskrive Hawkings spændende og inspirerende arbejde og samtidig gøre emnet interessant for yngre hjerner.
Musikken er legende, spændende og lyder af og til som lydsporet til en science fiction film fra 1970’erne. Alle grupper i brassbandet er i fokus på skift og værket er både tænkt som et værk til konkurrencebrug, men bestemt også til koncertbrug.
Simon Dobson er en ung, engelsk komponist og multiinstrumentalist. Han er vokset op i en brassbandfamilie og han har skrevet værker for både symfoniorkestre, strygerensembler, slagtøjsensembler og meget, meget mere. Han har vundet adskillige priser for sit virke som komponist. Han har indspillet albums med hip hop bands, funk bands, soul, jazz og også arbejdet som studieproducer for bands.
(https://simon-dobson.co.uk/product/a-brief-symphony-of-time/)
2. Division
Oldægypterne var et af de mest avancerede og geniale folkefærd på deres tid. Omkring Nilen dannedes deres civilisation omkring 3150 år f. Kristus. Og en af de største personligheder i egyptisk historie var uden tvivl Ramses II. Han kom til magten i 1296 før vor tidsregning, på toppen af Egyptens storhedstid, og han er en af de største faraoer igennem tiderne. Hans storhed og vigtige begivenheder har inspireret Bertrand Moren til at skrive stykket ”The Son of Light”, som har følgende satser:
1 – Tidlig regeringstid.
Han var søn af Sethi I. Hans navn betyder ”lysets søn”. Han blev kronet og overtog Egypten da der var ro og fred intenationalt. Igennem militære aktiviteter var hans far og farfar, begge store ledere, lykkedes med at genopbygge Egyptens styrke og fjerne alle udefrakommende farer.
2 – Slaget ved Kadesh
Ikke desto mindre havde hans forgængere altid være truet af hittitterne, som kontrollerede et stort område ved Anatolien til Eufrat. Stillet overfor denne trussel kaldte Faroen en stor hær sammen. Hittitterne samledes på sletten Kadesh, der ligger i det nuværende Syrien. Efter en blodig kamp lykkedes det Ramses at afvise angrebet, få dem til at flygte og forårsage store tab. Han betragtede dette som en stor sejr og fik historien skåret ind i væggene i landets vigtigste templer.
3 – Nefertari, Gud hustru
Ramses II var gift med et dusin hustruer og hans harem talte ikke mindre en 200 konkubiner, hvilket var helt normalt for en Farao på den tid. Hans favorit var dog uden tvivl Nefertari. Hun var en vigtig personlighed og hun havde stor indflydelse på Ramses, som lyttede til hendes kommentarer og råd. Hun deltog i alle kongelige og religiøse funktioner som ”Guds hustru”. Hun var Ramses’ største kærlighed, og han viede facaden af det lille tempel i Abu Simbel til hende.
4 – Slut på en æra og legende
Ramses II døde efter 66 års stabil og fremgangsrig regeringstid, som gjorde det muligt for Egypten fortsat at dominere regionen. Der fortælles mange legender om ham. Hans mumie blev fundet i det 19. århundrede, og mens den blev pakket ud, bevægede en af armene sig så voldsomt, at det skræmte alle tilstedeværende. Dette er en af de historier der gør, at man i dag taler om de ægyptiske mumiers forbandelse. Ramses er også kendt af en anden grund: Bibelens oversættere og nogle historikere mener, at han var den Farao, der var ved magten ved israelitternes udvandring fra Egypten. Dette er endnu ikke bevist, men historien har været med til at skabe legenden om den store konge.
(Editions Marc Reift)
3. Division
Green er skrevet til de hollandske mesterskaber og var pligtstykke i 4. division i 2021. Værket har 4 satser:
Maestoso
Allegro Animato
Adagio Rubato
Allegro Vivace
Værket er legende, åbent og tager nogle gange uventede drejninger. Komponisten Tjeerd Nijhof siger selv om stykket:
”Farven grøn symboliserer naturen, men også generel balance, harmoni, ligevægt og fornyelse. Det har været min inspiration til dette værk. Jeg nyder at arbejde i naturen. Freden, livligheden og (u)perfektionen er fascinerende for den mig.
Kompositionen åbner med et fanfareagtigt motiv, hvor det vigtigste musikalske materiale for resten af stykket umiddelbart præsenteres. Anden del kan bedst beskrives som noget fræk. I tredje del hersker roen og den nærmest meditative atmosfære. I Allegro Vivace arbejder vi hen imod en spektakulær afslutning.”
Udover alle de smukke ting, som farven grøn repræsenterer, tilskrives farven også jalousi og modstand. Disse egenskaber er også til stede i værket. I sin studietid studerede han en del i udlandet. Han kom i praktik i Los Angeles og deltog i forskellige projekter i Frankrig, Tyskland, England og Sydkorea. Den viden og de kontakter, der kom heraf, bruger han i sine kompositioner, og han er fast leverandør af musik til det belgiske nodeforlag HaFaBra, som er et forlag for musik til harmoniorkestre, fanfarekorps og brassbands.
Tjeerd er også aktiv i film- og medieverdenen, og han har skrevet en del musik til belgiske tv-serier. Han er selv aktiv musiker i Gelders Fanfare Orchestra.
(AM Music Distribution & Publishing)